.

Man binder os på mund og hånd Lyrics

Gribe efter blanke ting
vil hvert et lille grådigt barn.
Binde andre med en ring
gør man som helbefarn.
Tænk hvor har man stået t**
og delt et vindues paradis:
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis:
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusen fine bånd,
og det er besværligt
at flagre sig fri.
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed,
med søde kontrakter, vi luller os i.

Kunne vi forbyde de tre ord: Jeg lover dig,
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej.
De ord vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
til glæden er borte, og alting forbi.

"Kærlighed og ægteskab,
hvad kommer de hinanden ved?
Kedsomhedens tomme gab,
til kæben går af led.
Elskov er den vilde blomst:
I gartnerhænder går den ud.
Skærmet får den sin bekomst
men blomstrer hedt i storm og slud.
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusen fine bånd,
men ingen kan ejes.
Vi flagrer os fri.
I alle kærtegn er en flugt,
de røde sansers vilde flugt
fra pligternes tvungne, fortrampede sti.

Du må ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.
Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.
De ord vi svor med hånd og mund,
de gælder kun den svimle stund,
det netop er kysset fra dig jeg ka li."
Møde hvad der venter os,
og ingen ved hvordan det går.
Bære skæbnen uden trods,
hvad der end forestår.
Glad ved hver en venlighed,
men uden tro at det blir ved.
Søge fred idet vi ved,
at vi har ingen krav på fred.

Man binder os på mund og hånd,
men man kan ikke binde ånd,
og ingen er fangne,
når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det vi ka li.

Den som holder sjælen rank kan aldrig blive træl.
Ingen kan regere det som vi bestemmer selv
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed blir aldrig forbi.
Report lyrics
Top Liva Weel Lyrics