Brevet jeg skrev Lyrics

På en bænk i et gammelt hus, sidder jeg og skriver brev,
til en pige jeg har ventet længe på,
hendes hår var som guld, hendes øjne var så blå,
der var trolddom i hvert eneste blik.
Vi var børn på samme gård,
og vi talte samme sprog,
men hun forsvandt den dag, da hun blev sytten år.
I mit hjerte sidder dette barndomsminde, evig gemt,
de lyse barndomsdage bliver aldrig glemt.
Du fik vel brevene jeg skrev, men dine svar de udeblev,
et lille livstegn i ny og næ, lidt enkle ord om folk og fæ.
Aldrig glemmer man sin' barndomsdage,
med bal på kroen til hanegal',
et lille brev er alt jeg ønsker,
som et tegn på du husker mig.
Alle brevene jeg skrev, er de mon bare blevet væk,
nej, jeg klynger mig til håbet for jeg ved,
at vi to skal ses på ny, i vor lille barndomsby,
for ingen glemmer jo sin første kærlighed.
Mens jeg sidder på min bænk,
slår det ned i mig, ja tænk,
hvor megen kostbar tid, som vi måske har spildt.
Men mørke skyer drives bort, ved tanken om et lille kort,
hvor du fortæller mig du er på vejen hjem.
Du fik vel brevene jeg skrev, men dine svar de udeblev,
et lille livstegn i ny og næ, lidt enkle ord om folk og fæ.
Aldrig glemmer man sin' barndomsdage,
med bal på kroen til hanegal',
et lille brev er alt jeg ønsker,
som et tegn på du husker mig.

Du fik vel brevene jeg skrev, men dine svar de udeblev,
et lille livstegn i ny og næ, lidt enkle ord om folk og fæ.
Aldrig glemmer man sin' barndomsdage,
med bal på kroen til hanegal',
et lille brev er alt jeg ønsker,
som et tegn på du husker mig.