Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en Burma-pige - ak, og mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej:
"Kom igen soldat fra England, kom igen til Mandalay."
Kom igen til Mandalay,
ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
O, den vej til Mandalay,
fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!
Gult var skørtet, grøn var huen, som min Burma-jomfru bar;
Supiyawlat hed hun - samme navn, som Theebaws dronning har.
På en hvid cerut hun røg, da første gang hun for mig stod,
og hun ødsled kristne kysse på en hedensk afguds fod.
Kun af snavs den gud bestod,
kaldtes Buddha, vis og god,
Straks da jeg tog til at kysse, hun sin gud i stikken lod!
O, den vej til Mandalay ...
Når hver rismark drev af tåge, og det led mod solnedgang,
greb hun til sin lille banjo, og "kulla-lu-lu" hun sang.
Kind mod kind vi sad og så på bugtens både, stavn ved stavn -
så' den store hathi gøre som en tømmerlæmper gavn,
stable teaktræ favn på favn
i den sjip-sjap-våde havn,
hvor der var så tavst, jeg næppe t***e hviske hendes navn.
O, den vej til Mandalay ...
Alt det ligger år tilbage og er milelangt fra mig,
Og fra Bank af England går der ingen bus til Mandalay.
Hvad det gamle mandskab si'er, må jeg sande højlig her:
"Den, som østen først har kaldt på, kan kun trække der sit vejr."
Alting er mig til besvær
på den lugt af hvidløg nær
og det solskin og de palmer og de klingre klokker der.
O, den vej til Mandalay ...
Jeg er syg nu af at slide på de skidne fortovssten,
og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben;
vel halvhundred piger har jeg her fra Chelsea og til Strand,
der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror, de kan -
skabt som køer - å jøs, hvordan
skal jeg tro, de elske kan
som min kære, skære jomfru i sit kønne skønne land!
O, den vej til Mandalay ...
Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst,
for nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå
ved den grå Moulmein Pagode og betragted' havets blå.
Ak den vej til Mandalay -
vor flotille tog den vej
med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!
O, den vej til Mandalay ...
sidder der en Burma-pige - ak, og mig hun tænker på.
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej:
"Kom igen soldat fra England, kom igen til Mandalay."
Kom igen til Mandalay,
ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
O, den vej til Mandalay,
fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!
Gult var skørtet, grøn var huen, som min Burma-jomfru bar;
Supiyawlat hed hun - samme navn, som Theebaws dronning har.
På en hvid cerut hun røg, da første gang hun for mig stod,
og hun ødsled kristne kysse på en hedensk afguds fod.
Kun af snavs den gud bestod,
kaldtes Buddha, vis og god,
Straks da jeg tog til at kysse, hun sin gud i stikken lod!
O, den vej til Mandalay ...
Når hver rismark drev af tåge, og det led mod solnedgang,
greb hun til sin lille banjo, og "kulla-lu-lu" hun sang.
Kind mod kind vi sad og så på bugtens både, stavn ved stavn -
så' den store hathi gøre som en tømmerlæmper gavn,
stable teaktræ favn på favn
i den sjip-sjap-våde havn,
hvor der var så tavst, jeg næppe t***e hviske hendes navn.
O, den vej til Mandalay ...
Alt det ligger år tilbage og er milelangt fra mig,
Og fra Bank af England går der ingen bus til Mandalay.
Hvad det gamle mandskab si'er, må jeg sande højlig her:
"Den, som østen først har kaldt på, kan kun trække der sit vejr."
Alting er mig til besvær
på den lugt af hvidløg nær
og det solskin og de palmer og de klingre klokker der.
O, den vej til Mandalay ...
Jeg er syg nu af at slide på de skidne fortovssten,
og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben;
vel halvhundred piger har jeg her fra Chelsea og til Strand,
der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror, de kan -
skabt som køer - å jøs, hvordan
skal jeg tro, de elske kan
som min kære, skære jomfru i sit kønne skønne land!
O, den vej til Mandalay ...
Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst,
for nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå
ved den grå Moulmein Pagode og betragted' havets blå.
Ak den vej til Mandalay -
vor flotille tog den vej
med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!
O, den vej til Mandalay ...