Beboerne er samlet, byen ligger roligt hen,
hvin fra unge kvinder og sang fra muntre mænd,
det mørke hjørne fyldes af den unge flok, der
sluger historier fra de ældres togter
om hvordan de frygtes rundt hele kysten,
der bringes pludselig nyt fra Østen.
Budbringeren bringer nyt ingen vil høre,
fjenden er kommet større end større.
En af byens brave mænd har gydt sit blod,
gik bort i en rallen ved bersærkernes fod,
hans blod skal hævnes koste hvad det koste vil,
byen rustes til det farlige spil.
Våbnene er klar terrænet kæmmes,
stemningen piskes, fjenden skal skæmmes.
Det blanke stål det blinker i månens svage skær,
"Kom kun Død!" nynner hævnens hær.
Blodet bruser og de ryster svagt,
glæden for hævn, frygten for tab,
sanserne si'r fjenden nær,
"Hurra!" ned med de vantros hær.
Stifinderen har fundet fjendens stilling,
de unge liv hører ikke den sidste tælling,
fra 3 til 0, det giver et gib,
det fatale ord: "Angrib!"
Én går ned og endnu én går ned,
én græd ved mødet med den grusomme død,
denne nat er mørk og valkyrierne de kommer,
man lod dolkene tale og skæbnen være dommer.
Var hævnen smerten værd? Bli'r man glad igen?
Ved tabet af bror og ven.
Hævnen er hævdet, den næste tid bli'r svær,
først om mange år får man svar, var hævnen det værd?
hvin fra unge kvinder og sang fra muntre mænd,
det mørke hjørne fyldes af den unge flok, der
sluger historier fra de ældres togter
om hvordan de frygtes rundt hele kysten,
der bringes pludselig nyt fra Østen.
Budbringeren bringer nyt ingen vil høre,
fjenden er kommet større end større.
En af byens brave mænd har gydt sit blod,
gik bort i en rallen ved bersærkernes fod,
hans blod skal hævnes koste hvad det koste vil,
byen rustes til det farlige spil.
Våbnene er klar terrænet kæmmes,
stemningen piskes, fjenden skal skæmmes.
Det blanke stål det blinker i månens svage skær,
"Kom kun Død!" nynner hævnens hær.
Blodet bruser og de ryster svagt,
glæden for hævn, frygten for tab,
sanserne si'r fjenden nær,
"Hurra!" ned med de vantros hær.
Stifinderen har fundet fjendens stilling,
de unge liv hører ikke den sidste tælling,
fra 3 til 0, det giver et gib,
det fatale ord: "Angrib!"
Én går ned og endnu én går ned,
én græd ved mødet med den grusomme død,
denne nat er mørk og valkyrierne de kommer,
man lod dolkene tale og skæbnen være dommer.
Var hævnen smerten værd? Bli'r man glad igen?
Ved tabet af bror og ven.
Hævnen er hævdet, den næste tid bli'r svær,
først om mange år får man svar, var hævnen det værd?